Blänkare i marts.  
           

 Aktuelt nyt

 Laurits Flowbinner

 Artikler

 Billeder

 Fiskerejser

 Fluebinding

 Fluer

 Foredrag

 Guidning

 Kasteinstruktion

 Konsulent

 Links

 Grejanmeldelser

 Bøger & film

 Miljø & vandpleje

 

Efter en lang vinter står mange fluefiskere og ønsker sig fleks på klingen. Det første bud sæsonen giver på en god fight fra en blank havørred er det tidlige fiskeri i Blekinges berømte Mörrumså.

Deroppe kaldes de lynende blanke havørreder for ”blänkare”, og man kan da også kun blive misundelig, når en af disse utrolige fisk holdes op mod sollyset eller reflekterer blitzen lyn under fotograferingen, så man er nødsaget til at tage billedet om fra en anden vinkel.

Blänkarne har altid været at finde Mörrum; men fra midten 2000-tallet har der været fornyet fokus på de blanke skønheder. Allerede i 2005 vakte det stor opsigt, da Mikael Odell landede et pragteksemplar af en blänkare på fantastiske 9,1 kilo på Pool 14.

Okay - Fisken blev taget på spin. Men havde altså passeret gennem Pool 16 og 15 på vejen op gennem systemet, og dermed givet fluefiskerne en mulighed for at få fight med drømmefisken.

 
         
 

De blanke ørreder bliver ikke nødvendigvis i oppe i åen indtil gydningen, og ifølge Pladschef Percy Assarsson er der ikke rigtig nogen der ved hvorfor de går op i Mörrumsåen:

”Måske æder de oppe i åen; men langt mere tror jeg på at der er en sammenhæng mellem vandtemperaturen ude i Pukaviken og oppe i åen,” siger Percy og forsætter: ”Nogle år kommer blänkarne op i stort antal og andre år får vi næsten ingen. Desværre er der ingen direkte undersøgelser på de tidlige ørreder.”

Mens laksefiskeriet i Mörrum har været for nedadgående gennem det sidste par år, så har fangsten af mange blanke ørreder i sæsonens første måned givet genlyd ud over Europa. Specielt premieren 2008 gav rigtig mange flotte havørreder..

 
         
 

Samtidigt har Mörrum leveret rigtig mange fisk i premieredagene gennem de sidste år, hvilket har skabt fornyet interesse for det tidlige fiskeri i marts og april. Det har da også bevirket at fiskekortpriserne i denne periode fra sæsonen 2011 har oversteget priserne i maj/juni overgangen, hvor priserne traditionelt toppede på grund af fiskeriet efter blanklaks.

Nu er det vigtigt at huske på naturens indvirken på fiskeriet, da den jo spiller en stor rolle for mulighederne så tidligt på sæsonen; men det er sjældent at Mørrumsåen ikke er mulig at fiske i sæsonens allerførste dage.

Premieren 2010 var tæt på at blive aflyst, da der 12 dage før premieren den 26. marts var mere end 40 centimeters is på åen mellem Pool 3 og 4; men ikke des do mindre blev premieredagen den 26. marts den bedste i utroligt mange år med over 300 fisk på land. Igen var der fine blanke fisk mellem fangsterne.

 
         
 

Hvis du vil være med i jagten på de store blankfisk, så er det vigtigt at koncentrere sig om Mörrumsåens nederste del fra Pool 1 midt på strækningen inde i Mörrum og nedstrøms til Pool 16 kort før udløbet i Pukaviken.

Det er kun Pool 1, 10,11 & 12, der er forbeholdt fluefiskeri; men fra og med lørdagen efter premieredagen er det tilladt at fluefiske på Pool 5 – 9 og 15 – 16 og disse pools er særdeles attraktive for den, der vil dyste med blankfisk i sæsonens tidligste del

Længst ude mod Pukaviken er strækningen fra midt på Pool 15 og ned til grænsen mod Pool 16 utroligt spændende. Det var da også her at Ulf Sill i 2006 landede to pragtfulde blanke ørreder henholdsvis om lørdagen og søndagen efter premieren fredag den 28. marts. Herude møder de blanke havørred for første gang Mörrumsåen hårde strømme på vejen op fra brakvandet ude i Pukaviken, og pudsigt nok fanges de blanke havørreder som oftest ude i ganske hård strøm.

 
         
 

Det samme gør sig gældende på Pool 5. En gennemgang af fangststatistikken for de senere år viser at denne forholdsvis korte strækning med hurtig strøm leverer rigtig mange flotte havørreder.

De hurtige strømme fra nakken på Pool 7 og nedstrøms gennem 8 og 9 er også spændende områder, der giver fluefiskeren rigeligt med udfordringer under affiskningen; mens strækningerne på Pool 10 og 11 ikke umiddelbart virker indbydende på førstegangsbesøgeren på grund af de vanskelige forhold med mange træer og sten, så er der også her gode pladser, der bør afsøges med fluen.

Men selvom fiskeriet kun foregår på Mörrumsåens nederste strækning, så er der alligevel plads til alle, der vil forsøge sig med fiskeriet efter de tidlige blanke havørreder. Derfor er der ingen grund til at klumpe sig sammen på bestemte steder. Der er kun god procentdel af ”blänkare” i Mörrum i sæsonens første dage og derfor kan man ligeså godt gå hele strækningen igennem og afsøge sine egne favoritstrækninger.

 
         
 

Vandstanden er meget afgørende for valget af line og vægten på fluen; men generelt er det vigtigste at få fluen ned til fiskene. Så det kan være alt fra synke 5 med synkende forfang op til intermidiate med let synkende forfang; men her er det vigtigt at indhente lokale råd.

Lars Therkildsen og Allan Bloch er begge danske og driver grejforretningen, Fiskeshoppen – All Fly, Mörrum, tæt på Mörrumsåen, og de er aldrig karrige med gode råd til gæstende danskere. Desuden er de begge selv passionerede fluefiskere, der tilbringer rigtig meget tid langs Mörrumsåen, og derfor kender hver en sten og standplads ved skiftende vandføringer.

 
         
 

Nu vil et nærliggende spørgsmål være: ”Ja; men hvilke fluer tar’ de blänkarne på?”. Ulf Sill fik spørgsmålet efter, han indvejede fisk nummer to søndag den 30. marts 2006. Svaret var kort og utroligt fyndigt: ”Hälvetes orange med jävla mycket flash!”

Sandheden er da også at masser af de nuancer, der er blevet kendt herhjemme med orange – beis – burnt orange – hot orange og røde farver er gode bud på en blank fangst. Dog skal man lige forsøge sig med grønt vekslende over mod chartreuse eller lime. I de senere år er fluer med vinger af skind blevet utroligt populære ligesom rørfluer med et kort muddlerhoved også findes i mange flueæsker

Så skulle du ikke kroge én af de blanke vidundere, så glæd dig til en fight af høj klasse med nogle af Mörrumsåens nedgængerørreder. De leverer en fight, der som oftest er langt hårdere end efterårets opgængere, og det er langt fra usædvanligt at nedgængerne overstiger 1,0 på Fultons Konditionsskala.

 
         
    Laurits Flowbinner - Laurits@flowbinner.dk